Diplomuddannelse i astrologi
Diplomuddannelse i astrologi
Velkommen til Eris Skolen og vores diplomuddannelse i astrologi.
Denne uddannelse er for dig der gerne vil lære klassisk, psykologisk og spirituel astrologi. At det er spirituelt betyder, at fundamentet for denne uddannelse beror på tanken om det evige liv. Vi er alle sjæle der lige nu bor i en krop for at gå i den jordiske skole som livet på jorden er, set fra vores perspektiv. Vi er her for at udvikle os, ved at arbejde med at højne vores bevidsthed, både for at rense ud i gammel karma og for at kunne stå rent og bidrage til verden med det vi hver især er her for. Det er for os essensen i astrologien.
Undervisningen ledes af Lukas og Kristina Trolle – mor og søn som begge har mange års erfaring med Astrologi. Vi baserer undervisningen den viden, vi har samlet gennem vores mangeårige teoretiske og praktiske arbejde med astrologi. Sammen har vi også podcasten “Ramt af stjernerne”.
Astrologien er et ældgammelt universelt sprog, der kan hjælpe dig med at navigere i livet, så du lærer dig selv og dit livsformål bedre at kende. Det astrologiske sprog er et redskab til at opnå en dybere forståelse af, hvordan planeterne og stjernerne på himlen påvirker vores liv her på jorden.
Astrologien er et magisk og samtidig meget konkret værktøj. Den kan bruges af alle som gerne vil lære sig selv bedre at kende, og blive mere bevidst om det potentiale de rummer.
Målet med Diplomuddannelsen er først og fremmest at give dig et fundament og en solid forståelse af astrologiens verden og det astrologiske sprog. Forståelsen for hvad astrologi er, hvordan et horoskop er opbygget samt hvordan de alle de enkelte dele er betydningsfulde for horoskopets helhed. Vi bygger det op helt fra bunden og arbejder konkret med de astrologiske grundbegreber og arketyper inden vi begynder at kombinere planeter, tegn og huse, som er en stor del af horoskopets fundament.
Undervisningen foregår online, og vi mødes to gange om måneden til en dialogbaseret og teoretisk undervisning, hvor vi blandt andet inddrager og arbejder ud fra deltagernes personlige horoskoper. Undervisningen bliver optaget så du kan følge med selvom du skulle være forhindret i at deltage på dagen.
Uddannelsen er bygget op af fire semestre, som består af 8-10 moduler pr. semester. Et semester strækker sig over fire til fem måneder.
Du vil modtage et diplom efter at have gennemført alle fire semestre, og vil efterfølgende kunne kalde dig astrolog. Du binder dig kun for et semester af gangen, men alle alle fire semestre kræves for at kunne modtage diplom.
Uddannelsen vil gøre dig i stand til at læse et horoskop, og ligesom ved et nyerhvervet kørekort er det vigtigt at få en masse træning og en masse erfaring, inden du kan kalde dig en erfaren bilist. Du behøver ingen forkundskaber, men det er nødvendigt, at du har en lyst til at lære dig selv endnu bedre at kende. Jo dybere du er villig til at gå i dig selv, jo højere kan du flyve, det er en universel lov.
Pris pr. semester er 5500 kr
Skriv til kristina@kristinatrolle.dk hvis du har spørgsmål
Eller tilmeld dig 1. semester her
Praktik: Tid og sted
Sted: Uddannelsen kommer til at foregå online på Zoom, og alle moduler vil blive optaget, så du altid kan gå tilbage og gense de enkelte moduler.
Varighed: Uddannelsen er 120 timer i alt, fordelt på 4 semestre.
Information semester 1
Antal timer: 35 timer
Varighed: Januar-Maj (5 måneder)
Tidspunkt: Tirsdage 18:00-21:00, lørdage 11:00-15:00 (2 moduler månedligt)
Datoer:
Tirsdage: 7. januar, 4. februar, 4. marts, 1. april, 6. maj
Lørdage: 25. januar, 22. februar, 22. marts, 26. april, 31. maj
Semester 1
Modul 1-10: Horoskopets fundament
I første semester vil du lære det astrologiske landkort at kende, hvilket er hele forudsætningen for at kunne tyde et horoskop. Du vil få en grundlæggende forståelse for, hvad astrologi er og hvorfor det virker. I semester 1 vil vi gennemgå disse emner i undervisningen:
- Dyrekredsens 12 tegn
- De 12 huse
- Elementer og dynamikker
- Horoskopets fem porte
- Planeter og punkter
- Mytologi
Semester 2
Modul 1-9: Kombinatorik
I andet semester vil du lære hvad det betyder, når en planet står et bestemt sted i horoskopet. Du lærer hvordan de forskellige planeter ‘kommunikerer’ med hinanden i form af aspekter og konjunktioner. Semester 2 kommer til at lære dig om disse emner:
- Kombinatorik
- Aspekter
- Syntesedannelse
Semester 3
Modul 1-9: Det progressive horoskop
I semester 3 vil du lære om hvordan du tyder det progressive horoskop. “Her og nu”-horoskopet, som fortæller hvordan planeternes bevægelse på himlen, påvirker den enkeltes fødselshoroskop. Vi tager også et nærmere kig på måneknuderne og lykkepunktets signifikans i fødselshoroskopet. Semester 3 vil overordnet dreje sig om følgende emner:
- Det progressive horoskop
- Korrektioner
- Måneknuder og lykkepunkt
Semester 4
Modul 1-8: Tydning og Synastri
Semester 4 vil byde på tydning, tydning og atter tydning! Det er blevet tid til at samle al den viden du har fået på de 3 forrige semestre, og bruge det til at tyde helheden i et fødselshoroskop. Du kommer også til at lære om Synastri, kunsten at tyde 2 horoskoper i forhold til hinanden. Synastrien er utrolig alsidig, og kan benyttes i alle de relationer man har i sit liv; sin kæreste, barn, forældre, ven, forretningspartner.
- Tydning
- Synastri